De smukke sving i livet

I dag er det et år siden, at jeg fik øje på Anna… Sikke et år!

Det startede lidt til den mørke side, med at jeg havde ondt af mig selv. Der sad jeg alene i Glostrup. Og havde selvfølgelig fortjent langt bedre… Ja, sådan tænkte jeg. Livet var sgu’ ikke retfærdig.

Det er OK, hvis du får et lille smil på læben over den tankerække – det har jeg selv haft mange gange siden da.

Jeg skal ikke trætte med mine mellemregninger (for jeg er lidt flov), men ”pludselig” (jeg er helt uden skyld) var jeg en del af et internationalt dating-site.

Det medførte faktisk overraskende mange henvendelser fra (sikkert) søde kvinder, hvoraf et par stykker blev genstand for skriverier og videochats, uden at jeg helt fangede gnisten. Jeg havde dog ikke ondt af mig selv længere (hold op nogle narcissistiske tankerækker, man kan have).

Dating-sitet var sat på pause gennem januar 2024 og i februar kiggede jeg lidt igen, men jeg var nok klar over, at international dating var lidt bøvlet, så d. 17. februar ville jeg slukke for min profil.

Det tager jo ikke lang tid, at slette den slags (siger jeg som om, at jeg har lang erfaring – det er første og eneste gang, at jeg gør det 😊), men nu jeg var der, kunne jeg jo liiiiiige kigge mig lidt rundt, og som de foregående dage måtte jeg konstatere, at der var langt mellem snapsene.

Jeg havde tidligere fået ”tændt” for online-skiltet, når Afrika havde fri fra arbejde – hvilket betød mange tilbud fra alt for unge kvinder, så derfor tændte jeg senere end vanligt, og blev mødt af Brasilien, Argentina, Peru og Mexico. De havde vel lige fået fri fra arbejde, tænker jeg.

Der er såmen intet galt med latinaer, men jeg var og er ikke på jagt efter en eksotisk partner (og de der troede det, tager ganske fejl). Men mellem alle disse skønheder, dukkede en anden type skønhed op. Ja, hun lignede nærmest en dansker, hvilket var ganske forfriskende.

Jeg gav profilen et hjerte, som en påskønnelse af… ja, hvad? Nok et ansigt, der var helt anderledes. En skønhed, der virkede rart for mig.

Mens jeg tjekkede hvem, der var bag profilen, fik jeg en meddelelse fra Anna, som du jo nok har gættet var hende, der var personen bag profilbilledet.

Og her bliver det lidt mærkeligt, for hvis man ville læse beskeder, skulle man betale et abonnement, hvilket jeg ikke havde gjort. Men pludselig (igen er jeg helt uden skyld) sad jeg med dankortets tal, udløbsdato og den lille, 3-cifrede kode, og trods min intension om at lukke min profil, betalte jeg for at læse… En vred besked.

Anna ville gerne vide hvad jeg lavede, når jeg gav hende et hjerte – om jeg havde læst hendes profil, noteret hendes alder (hun er ikke i 20’erne), bemærket at hun har en datter… Kort sagt: Hun ville vide, om jeg var seriøs.

Det var jeg vel egentlig ikke, da jeg gav det lille hjerte til et profilbillede, men den meddelelse, som jeg læste, gjorde mig glad og nysgerrig. Endelig en, der ikke ”gjorde sig til”…

Ja, resten er jo historie. 5 uger senere rejste jeg til Mexico for første gang…

I min verden er det helt logisk, at jeg fik hjælp til alle disse tilfældigheder. Anna og jeg har regnet ud, at der nok var et vindue på 5-10 minutter, hvor vi ville være online på samme tid. Ingen af os havde været der meget i perioden, så vi kunne lige så godt have smuttet forbi hinanden. Men noget eller nogen hjalp os på vej - Tak for det!

Jeg er ikke super-god til mærkedage, men i år vil jeg dog mindes d. 17. februar 2024 – Den dag hvor jeg ville lukke en konto, men endte med at betale for at læse en besked, der var en snert aggressiv, på en skøn, befriende måde.

Nu er der stadig langt til Anna – men følelsen af samhørighed er der hele tiden 😊

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

I et andet liv – Afsnit 4: Man skulle være tømrer

Billede
Jeg svælger ikke i Frank og Kastaniegaarden, men det sker, at jeg alligevel falder over dette epos af gør-det-selv vanvid. Hvem fanden bygger sin gård fra bunden – altså med tømmer og mursten, man selv har lavet?) Men hvor må det være skønt at kunne gøre tingene selv: Bruge en sav, en murerske, en høvl m.m. Hvis jeg havde hænder, hvor der ikke kun sad tommelfingre, ville nok helst arbejde med træ, for duften af træ er jo så skønt. I en fjern fortid tjente jeg min løn på Trio Møbler i i Rødkærsbro. Her lavede vi møbler i fyrtræ – ikke sådan ”designer-møbler”, men lidt moderne almuemøbler. Vi var i 80erne, så der kom også lidt eksotisk træ ind. Træ hvor der lå kakerlakker mellem strøerne. Men mest var det fyrtræ, der blev ovntørret, afkortet, høvlet m.m. Min timeløn var kr. 48,10 FØR skat. Det var lige før, at der næsten ikke var nok til benzin til min røde Morris Mascot 850, så lysten til at give en ekstra skalle, var ikke så stor – og min karrierer varede kun 6 måneder. Men d...
Læs mere

Mandehørm og gule ærter

Billede
Jeg sidder og spiser gule ærter. Det er ikke så tit, det sker, men jeg kan faktisk godt lide den tykke suppe. Og lidt pølse eller flæsk ved siden af – sammen med sennep og rugbrød. Men jeg kan ikke spise gule ærter uden at tænke på Sydhavns Plads 4, hvor Københavns Socialpædagogiske Seminarium lå for en del år siden. Jeg tror, at det var i 1992, at Henrik og jeg kom til at snakke om, at mange mænd talte om, at det var svært at være mand, når der var så mange kvinder på stedet. Vi grinte lidt af det, for mændene havde jo gode forhold både under studiet og senere, når vi skulle ud at bruge uddannelsen. Jeg foreslog, at vi skulle indkalde til stiftende generalforsamling for Mandehørmergruppen. Plakaterne sagde noget i stil med: Føler du dig også lidt alene. Trænger du også til en håndbajer og en snak med andre mænd… Henrik og jeg troede, at det var et lille satirisk indslag – noget vi lavede en del af. Men sådan blev det ikke opfattet, for det bookede lokale blev fyldt med mænd, der...
Læs mere