I et andet liv – Afsnit 4: Man skulle være tømrer
Jeg svælger ikke i Frank og Kastaniegaarden, men det sker, at jeg alligevel falder over dette epos af gør-det-selv vanvid. Hvem fanden bygger sin gård fra bunden – altså med tømmer og mursten, man selv har lavet?)
Men hvor må det være skønt at kunne gøre tingene selv: Bruge
en sav, en murerske, en høvl m.m.
Hvis jeg havde hænder, hvor der ikke kun sad tommelfingre,
ville nok helst arbejde med træ, for duften af træ er jo så skønt.
I en fjern fortid tjente jeg min løn på Trio Møbler i i
Rødkærsbro. Her lavede vi møbler i fyrtræ – ikke sådan ”designer-møbler”, men
lidt moderne almuemøbler. Vi var i 80erne, så der kom også lidt eksotisk træ
ind. Træ hvor der lå kakerlakker mellem strøerne. Men mest var det fyrtræ, der
blev ovntørret, afkortet, høvlet m.m.
Min timeløn var kr. 48,10 FØR skat. Det var lige før, at der
næsten ikke var nok til benzin til min røde Morris Mascot 850, så lysten til at give en
ekstra skalle, var ikke så stor – og min karrierer varede kun 6 måneder.
Men det er nu heller ikke fordi, at jeg har lyst til at stå
og korte fyrtræ op – men jeg gad godt, at jeg kunne lave de ting, som jeg og
andre har brug for.
Det kunne være skønt, hvis jeg selv kunne lave mit lille
tiny-house eller bygge en varebil om til ’van-life’. Lave et tap-samlet køkken.
Fabrikere højttaler-kabinetter af sibirisk ånde-nød. Snitte sine egne
grydeskeer…
At være håndværker, der selv kan noget, er det diametrale af
Ikea, og jeg har såmen intet imod møbler i spåntræ med tilhørende ködbullar og
duftlys, men det at have ”hænderne skruet rigtigt på”, må være betagende.
Jeg plejer at sige, at jeg er motorordblind, hvilket faktisk
er ganske sandt. Jeg fatter absolut ikke hvad der er op og ned på en motor –
uanset drivmiddel. Der går det lidt nemmere med den simple del af
tømre-håndværket… Men det er det med hænderne, der ikke sidder helt, som de
skal.
Men jeg tror godt, at de kunne komme til det, altså virke
til manuelt arbejde. Men som det er nu, skal jeg bruge lang tid på at tænke mig
om, inden høvlen gør, som jeg gerne vil have. Så det varer et par år, inden jeg
ville blive færdig med en jær-stol til mit hjemmebyggede hus i skoven. Men når
jeg var færdig med de 12 stole, der skal til langbordet, er jeg sikker på, at
en stol vil blive bygget pænere og hurtigere, end da jeg startede med at se en
youtube-video med titlen DIY-chair.
Nu er der jo heldigvis ingen terapeuter, der læser mine små drømme-skriblerier, så der er nok heller ingen, der begynder at putte Freud ind i ligningen - analyserer om de bagvedliggende motiver for at have "hænderne" skruet rigtigt på. Ingen kunne drømme om at komme med betragtninger om "rigtige mænd" og andre primitive fantasier.
Jeg skal ikke motivfortolke mine drømme som et produkt af freudianske forestillinger, men jeg ved, at jeg kigger lidt misundeligt på mennesker, der er gode håndværkere. Jeg ved at duften af træ, gør mig glad. Jeg ved, at min hjerne har det godt, når jeg laver noget med hænderne, mens tidens hits kommer i en lind strøm fra radioen. Og jeg ved, at det må være så tilfredsstillende, at sætte sig på en stol, hvor man selv har lavet det hele uden brug af en umbraco-nøgle.
Der er sgu’ noget smukt ved håndens arbejde, så jeg
forstår godt, når ungdommen ifører sig en skovmandsskjorte og drømmer om at
bygge deres sofa selv… Så i et andet liv vil jeg med på den slags udfoldelser.
Men det bliver uden brug af europa-paller, for det er da det grimmeste!!!!
(Link til musik til dette indslag: HER)

Kommentarer
Send en kommentar