2452 - Kun til mænd

Dette bliver det sidste causeri. Jeg besluttede mig for at lave et opslag en gang om ugen i 2024 – og det gjorde jeg. Så nu slutter jeg

😊 Dog kommer der nok en nytårshilsen med udgangspunkt i dette format.
Jeg har været lidt i tvivl om, hvad de sidste ord skal bruges til, men jeg er endt i en opsang til mig selv og andre mænd. Er du kvinde, må du gerne læse med – og tage inspiration, hvis noget finder en klangbund hos dig.
Dette causeri handler om at danse og danse mere. At feste og feste mere. Og ja, du kan læse det som en metafor for ting i livet – MEN du skal også læse det helt bogstaveligt.

I efteråret afholdt Dan Rachlin den første fest på en færge i København. Han ville afholde en fest for voksne, hvor man dansede til gode dansenumre. Det skulle ikke være en dating-fest, men hvis amoriner ville deltage, var det da ikke et problem. Efter den første fest måtte Dan og de andre arrangører konstatere, at mænd er kedelige. Selvom nogle mænd havde købt billet, kom de ikke. De blev simpelthen væk…
Bagefter spurgte Dan hvorfor mændene ikke kom og svarene var spøjse. For eksempel at musikken (disco og soul) ikke passede til mænd. Tror du på den søforklaring?
Jeg har dog tænkt en del over egne søforklaringer, for jeg er faktisk også lidt bange for at danse. Det går, når det er tango – for der er jeg på rimelig hjemmebane – men når det ”bare” er almindelig musik, har jeg fundet min egen ”overbygningsundskyldning”… ”Jeg kan kun danse tango, så desværre…”

Men jeg kender godt min indre frygts stemme: Åh Gud, jeg vil da ikke være til grin! Og den stemme vinder jævnligt, for selvom jeg gerne vil danse, kan jeg være bange for at blive til grin. Jeg tror i øvrigt, at jeg danser henad lige så godt som så mange andre.
Jeg kan ikke vide, om andre mænd har den samme forskræmte stemme i hovedet. Den man kan drukne i rom og cola, G/Ts eller andre alkoholiske drikke.
Vi er tæt på nytårsaften, så måske er der en, der vil formulere et nytårsforsæt. Måske er der en, der vil arbejde med livets muligheder på en anden måde. En måde, der tillader at tage livets glæder ind på en lidt barnlig måde – Den umiddelbare måde.
Jeg har lige været på lidt juleindkøb og lod mig forbavse over, hvordan alt er skåret i ens, mundrette hapsere. I alle lidt større byer er der et (synes jeg) beton-indkøbshelvede med ens butikker. I Danmark hedder perlekæden T-Hansen, Harald Nyborg, Elgiganten, Jem og Fix m.m. I Pachuca/Mexico hedder de noget andet – men indholdet er det samme.
Nu er jeg god til at tage en mine på, hvor jeg siger jeg-er-bare-meget-bedre-end-de-andre, så jeg kunne gå og høre på ægtepar tale om, hvordan de ville finde den helt særlige gave (det vil vi jo alle) (jeg kan sagtens selv se min dobbeltmoral). Og de har jo ikke en chance, for der er ikke den lille specielle butik, der kunne ske at have den helt særlige gave…

Jeg kørte til centrum af byen. Ind til gågader og mindre butikker… Kunne konstatere, at nok var der flere butikker. Men de var jo fuldstændig ens. Tøjbutikkerne havde det samme tøj. Skobutikkerne havde de samme sko. Smykkebutikkerne solgte alle sammen Trolde-kugler. Ja, du kan selv fortsætte listen. Det er som om, at al passion er taget ud af (handels-)livet.
Dette sidste causeri handler om at danse og feste. Det handler om at turde lave de forbudte trin. Tage en chance. Start gerne med at invitere naboerne til et måltid. Knap den gode vin op og brug aftenen på at snakke om, hvordan man kan nyde livet. Det er svært at gå på indkøb i butikker, der ikke er der – men jeg tror, at de vil komme, hvis vi opsøger den håndholdte butik. Ikke nødvendigvis hver gang – men når vi vil forkæle vores sanser.
Jeg er klar over, at stereoanlægget i Elgiganten er billigere end hos en lille forhandler. Men den lille har valgmuligheder, har passion og (ikke mindst) god lyd. Elgiganten har bare lyd.
Livet handler ikke om, at det skal være let. Ikke altid. Livet handler om at rejse sig fra sofaen og gøre noget. Det kan være en vandretur med Niels Ole Pedersen, det kan være mormormad på Rødkærsbro Kro eller – min opfordring til mig selv – tage en farlig svingom på et skib i Københavns centrum.

Ingen af disse eksempler er noget helt vildt. Det er ikke noget, der ryster verden. MEN det er noget, der har potentialet til at udløse glæde i hver en fiber i kroppen. Og hvis det ikke gør, kan man jo bare lade være med at gøre det en anden gang.
Jeg er sikker på, at hvis alle pludselig rejste sig fra sofaen og dansede en times tid, ville al krig stoppe – Om ikke andet i vores egen bevidsthed.
Så, kære mænd (mig selv inklusiv), prøv at arbejde med livets dans. Ikke alle indkøb skal ske i et forstads beton-miljø. Ikke al underholdning skal ske med en fjernbetjening i hånden.
De forbudte trin er klar til dig i 2025 – og du bliver ikke til grin!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

De smukke sving i livet

Billede
I dag er det et år siden, at jeg fik øje på Anna… Sikke et år! Det startede lidt til den mørke side, med at jeg havde ondt af mig selv. Der sad jeg alene i Glostrup. Og havde selvfølgelig fortjent langt bedre… Ja, sådan tænkte jeg. Livet var sgu’ ikke retfærdig. Det er OK, hvis du får et lille smil på læben over den tankerække – det har jeg selv haft mange gange siden da. Jeg skal ikke trætte med mine mellemregninger (for jeg er lidt flov), men ”pludselig” (jeg er helt uden skyld) var jeg en del af et internationalt dating-site. Det medførte faktisk overraskende mange henvendelser fra (sikkert) søde kvinder, hvoraf et par stykker blev genstand for skriverier og videochats, uden at jeg helt fangede gnisten. Jeg havde dog ikke ondt af mig selv længere (hold op nogle narcissistiske tankerækker, man kan have). Dating-sitet var sat på pause gennem januar 2024 og i februar kiggede jeg lidt igen, men jeg var nok klar over, at international dating var lidt bøvlet, så d. 17. februar v...
Læs mere

I et andet liv – Afsnit 4: Man skulle være tømrer

Billede
Jeg svælger ikke i Frank og Kastaniegaarden, men det sker, at jeg alligevel falder over dette epos af gør-det-selv vanvid. Hvem fanden bygger sin gård fra bunden – altså med tømmer og mursten, man selv har lavet?) Men hvor må det være skønt at kunne gøre tingene selv: Bruge en sav, en murerske, en høvl m.m. Hvis jeg havde hænder, hvor der ikke kun sad tommelfingre, ville nok helst arbejde med træ, for duften af træ er jo så skønt. I en fjern fortid tjente jeg min løn på Trio Møbler i i Rødkærsbro. Her lavede vi møbler i fyrtræ – ikke sådan ”designer-møbler”, men lidt moderne almuemøbler. Vi var i 80erne, så der kom også lidt eksotisk træ ind. Træ hvor der lå kakerlakker mellem strøerne. Men mest var det fyrtræ, der blev ovntørret, afkortet, høvlet m.m. Min timeløn var kr. 48,10 FØR skat. Det var lige før, at der næsten ikke var nok til benzin til min røde Morris Mascot 850, så lysten til at give en ekstra skalle, var ikke så stor – og min karrierer varede kun 6 måneder. Men d...
Læs mere

Mandehørm og gule ærter

Billede
Jeg sidder og spiser gule ærter. Det er ikke så tit, det sker, men jeg kan faktisk godt lide den tykke suppe. Og lidt pølse eller flæsk ved siden af – sammen med sennep og rugbrød. Men jeg kan ikke spise gule ærter uden at tænke på Sydhavns Plads 4, hvor Københavns Socialpædagogiske Seminarium lå for en del år siden. Jeg tror, at det var i 1992, at Henrik og jeg kom til at snakke om, at mange mænd talte om, at det var svært at være mand, når der var så mange kvinder på stedet. Vi grinte lidt af det, for mændene havde jo gode forhold både under studiet og senere, når vi skulle ud at bruge uddannelsen. Jeg foreslog, at vi skulle indkalde til stiftende generalforsamling for Mandehørmergruppen. Plakaterne sagde noget i stil med: Føler du dig også lidt alene. Trænger du også til en håndbajer og en snak med andre mænd… Henrik og jeg troede, at det var et lille satirisk indslag – noget vi lavede en del af. Men sådan blev det ikke opfattet, for det bookede lokale blev fyldt med mænd, der...
Læs mere