2451 - Lidt fremmed gør godt


Så er Danmark igen under skosålerne. Tirsdag landede jeg i Kastrup og med gode venners hjælp, begyndte jeg at normalisere min tilværelse, hvilket bl.a. er en øvelse i logistik, transport og et sted at sove. Og det er på plads nu 😊


Det er lidt ambivalent at være tilbage – Nok mest fordi jeg kom tilbage alene. Men det kommer der vel en løsning for i det nye år.

Disse første dage har givet lidt tanker om, hvordan samfund er bygget op. Det er noget af det, jeg altid kommer til at tænke på, når jeg har været i andre lande. Så noget man kan være glad for, og andet hvor man tænker, at her kunne vi lære noget.

Noget jeg savnede i Mexico, var orden. Ro. Byplanlægning. Logik.

Der ER fortove i byerne, men selv her får man en tanke om, at fortovene er for bilernes skyld. Alt buler og hopper. Fliser og beton ligger hulter til bulter. Alle mulige pæle er sat midt i de steder, hvor gående skulle bevæge sig. Kantsten er 25-30 cm høje, og hele tiden gennembrudt af steder, hvor biler skal kunne komme forbi.

Det var en mærkelig fornemmelse at gå på de fortove. Som en form for træningsøvelse med høje benløft. Og godt man ikke var ældre, dårligt gående, svagtseende eller (gud forbyde det) i kørestol.

Eller de cykelstier, der kom lidt i spredt fægtning. Lidt hist og her… 100 meter, for så at forsvinde i et bilkaos. Resultatet er selvfølgelig, at ingen normale mennesker bruger en cykel til andet end mountain-biking i bjergene. Cykel som transportmiddel findes ikke.

Til gengæld kunne gående bruge disse stier, hvor det ikke var som en forhindringsbane.

Trafiksignaler for bløde trafikanter er ikke eksisterende – eller meget sjældne. Så der er lysreguleringer for biler, mens gående (der er jo ingen cyklister) må gætte sig til, hvornår det ikke er decideret dødeligt at forcere et trafikknudepunkt.

Generelt er byernes trafik baseret på, at man kører i bil – og det skal jeg da også lige love for at mexicanerne gør. Og jeg er glad for, at jeg aldrig forsøgte mig i en lejet bil. Det havde helt sikkert resulteret i, at jeg havde stoppet midt i det hele, og bare opgivet at føre en bil videre i den myretue af store amerikanerbiler, gamle folkevogne og motorcykler, der har deres helt egne regler. I et system, hvor man bygger veje oven på veje – så der kan være tre veje oven på hinanden – I et forsøg på at byplanlægge efter bilernes behov.

I den henseende er Danmark dejlig!

Men omvendt er der andre steder, hvor tingene har en logik, der kunne overføres til vore breddegrader. For eksempel den offentlige trafik.

Først og fremmest er det billigt. I Mexico City koster en tur i metroen 5 pesos (ca. 2 kr.). Og den billet kan bringe dig hvorhen du vil. Ingen zoner. Når først du har betalt for at træde ind i systemet, gælder din adgang indtil du vælger at træde ud igen. Du kan således køre i timevis, hvis det er dit ønske.

På samme måde fungerede busserne… Du betalte for at komme ind i en ’bus-sluse-bygning’. Her får du adgang til den eller de busser der betjener dette område. Når du træder ud af bussen, går du ud i en ’bus-sluse-bygning’ og har stadig adgang til at stige på en bus – uden ekstra omkostninger. I Pachuca kostede bussen 10 pesos (ca. 3,50 kr.).

Et simpelt og billigt system. Her kunne vi lære noget!

Infrastruktur er noget af det, som verden skal arbejde med. I vores del af verden har vi fået skabt byrum, der ikke er fuldstændig domineret af biler (selvom en eftermiddag på motorring 3 fortæller noget andet). Vi har givet plads til gående og til cykler… Her kan Mexicanerne lære noget.

Men mexicanernes offentlige transport er simpelt, betaleligt og velfungerende. Her kunne vi lære meget – Særligt på priserne.

Det er godt at få lidt fremmed ind i mellem. Inspiration, altså!

P.S. Glædelig jul!!!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

De smukke sving i livet

Billede
I dag er det et år siden, at jeg fik øje på Anna… Sikke et år! Det startede lidt til den mørke side, med at jeg havde ondt af mig selv. Der sad jeg alene i Glostrup. Og havde selvfølgelig fortjent langt bedre… Ja, sådan tænkte jeg. Livet var sgu’ ikke retfærdig. Det er OK, hvis du får et lille smil på læben over den tankerække – det har jeg selv haft mange gange siden da. Jeg skal ikke trætte med mine mellemregninger (for jeg er lidt flov), men ”pludselig” (jeg er helt uden skyld) var jeg en del af et internationalt dating-site. Det medførte faktisk overraskende mange henvendelser fra (sikkert) søde kvinder, hvoraf et par stykker blev genstand for skriverier og videochats, uden at jeg helt fangede gnisten. Jeg havde dog ikke ondt af mig selv længere (hold op nogle narcissistiske tankerækker, man kan have). Dating-sitet var sat på pause gennem januar 2024 og i februar kiggede jeg lidt igen, men jeg var nok klar over, at international dating var lidt bøvlet, så d. 17. februar v...
Læs mere

I et andet liv – Afsnit 4: Man skulle være tømrer

Billede
Jeg svælger ikke i Frank og Kastaniegaarden, men det sker, at jeg alligevel falder over dette epos af gør-det-selv vanvid. Hvem fanden bygger sin gård fra bunden – altså med tømmer og mursten, man selv har lavet?) Men hvor må det være skønt at kunne gøre tingene selv: Bruge en sav, en murerske, en høvl m.m. Hvis jeg havde hænder, hvor der ikke kun sad tommelfingre, ville nok helst arbejde med træ, for duften af træ er jo så skønt. I en fjern fortid tjente jeg min løn på Trio Møbler i i Rødkærsbro. Her lavede vi møbler i fyrtræ – ikke sådan ”designer-møbler”, men lidt moderne almuemøbler. Vi var i 80erne, så der kom også lidt eksotisk træ ind. Træ hvor der lå kakerlakker mellem strøerne. Men mest var det fyrtræ, der blev ovntørret, afkortet, høvlet m.m. Min timeløn var kr. 48,10 FØR skat. Det var lige før, at der næsten ikke var nok til benzin til min røde Morris Mascot 850, så lysten til at give en ekstra skalle, var ikke så stor – og min karrierer varede kun 6 måneder. Men d...
Læs mere

Mandehørm og gule ærter

Billede
Jeg sidder og spiser gule ærter. Det er ikke så tit, det sker, men jeg kan faktisk godt lide den tykke suppe. Og lidt pølse eller flæsk ved siden af – sammen med sennep og rugbrød. Men jeg kan ikke spise gule ærter uden at tænke på Sydhavns Plads 4, hvor Københavns Socialpædagogiske Seminarium lå for en del år siden. Jeg tror, at det var i 1992, at Henrik og jeg kom til at snakke om, at mange mænd talte om, at det var svært at være mand, når der var så mange kvinder på stedet. Vi grinte lidt af det, for mændene havde jo gode forhold både under studiet og senere, når vi skulle ud at bruge uddannelsen. Jeg foreslog, at vi skulle indkalde til stiftende generalforsamling for Mandehørmergruppen. Plakaterne sagde noget i stil med: Føler du dig også lidt alene. Trænger du også til en håndbajer og en snak med andre mænd… Henrik og jeg troede, at det var et lille satirisk indslag – noget vi lavede en del af. Men sådan blev det ikke opfattet, for det bookede lokale blev fyldt med mænd, der...
Læs mere