2450 - Omstigning til jul og vinterkulde
Jeg ved, at jeg ikke er superglad for vinterens mørke. Jeg ved, at jeg ikke er helt tosset med julens overforbrug. Jeg ved, at jeg slet ikke nyder sammenblandingen af juleevangelium, Coca Colas udgave af Sankt Nikolaus og de hedenske gårdnisser, der pludselig ikke brænder gårdene ned.
MEN – der er et MEN – julen har også så mange skønne sider. Der er dejlig mad, der er samvær, der er lysene, der kæmper mod mørket…
Her i Pachuca er byen ved at indstille sig til julen. På pladser og torve, foran store butikker, i rundkørsler og andre ”centrale” steder kommer der store juletræer op. De ligner plastik alle som en, og pynten er af et tilsnit, så jeg næsten savner kravlenisser. Ja, der er et træ, der er pyntet med bamser. Og måske tænker du, at den nok står foran en legetøjsbutik, men næe.. den står foran en restaurant.
Her er nu også genkendelige ting. Blandt andet er blomsten julestjerne stor her i området. Og med stor mener jeg stor. De potter er gigantiske.
Juletræer af rigtig gran findes også. De har meget tætsiddende grene og selve træet er formet unaturligt som en symmetrisk kegle. Jeg tænker, at det er sådan, man gerne vil se et juletræ. Ja, jeg synes egentlig, at de er smukkere end vores træer.
I disse dage er der vel 25 grader i dagtimerne. Her er et skønt vejr med skyfri himmel og selvom butikkernes gigantiske bluetooth-højtalere med indbygget lysshow spiller alle de kendte julesange for fuld smadder, er det svært for en nordbo at komme helt i stemning.
Jeg kender folk, der ønsker at have jul under sydens skyfri og varme himmel. Drikke gløgg i ført badeshorts. Men sådan har jeg det ikke – jeg er ikke tosset efter vinterens mørke, men netop i december klæder mørket julens mange lys.
I dag var vi på indkøb og blandt andet hos bageren. Her spillede de en spansk udgave af Glade Jul – melodien var god nok, men stemning var jo helt forkert.
Jeg kom til at tænke på en dansk gudstjeneste, som jeg gerne går til. Ikke så tit i julen, men oftere resten af året. Det er nu mere end fire måneder siden, at jeg var til højmesse… Måske snupper jeg en, når mine ben igen er i Danmark?
Jeg har ønsket at introducere en smule jul for Anna, der ikke rigtigt fejrede jul, der hvor hun kom fra. Det lykkedes mig ikke at finde en and. Ej heller en flæskesteg. Jeg tror, at den lokale delikatesseforretning ville kunne give lidt rødkål, men på den anden side, måske kunne jeg finde et frisk og lave det selv. Men det giver jo ingen mening, at lave brunede kartofler, hvis ikke der er en eller form for julesteg.
Så i dag endte jeg med at lave risalamande. Risene var ikke de bedste, mælken er UHT-behandlet og fløden lod sig kun piske med besvær. Jeg fandt et glas Sauer Kirch i førnævnte delikatesse-butik, og det lugtede da til sidst en lille smule af julemad. En hel mandel var der også. Jo jo…
Det var ikke helt dårligt, og det gav den rigtige fornemmelse af at have overspist. Anna sagde, at den dessert jo var bedst egnet som hovedret – men jeg tror, at hun kunne lide det. Jeg fik mandlen og den æske mexicansk luksus-chokolade, som var indkøbt til lejligheden. I mine øjne var det faktisk disse mundfulde, der gav englesang i rummet.
Næsten gang jeg skriver et causeri, er jeg tilbage i Danmark. Til juletravlhed og min egen travlhed. Jeg tænker, at jeg når det hele – for det plejer vi jo. Men på mange måder bliver min december meget anderledes end den har været de fleste andre år (bortset fra julen 1985, der foregik blandt kameler på grænsen mellem Pakistan og Iran – En Sydafrikaner, en italiener og en New Zealænder sang lidt julesang for mig – og jeg kvitterede dagen efter, ved at fejre deres juledag med fremførelsen af en dansk salme).
Vi ses i Danmark!
Kommentarer
Send en kommentar