Grøn dialogkaffe

Det var mest folk, der var enige i, at der skal gøres mere for klimaet, der var mødt frem til debat om, hvordan vi skaber fremdrift og dialog.

Jesper Theilgaard fortæller om, hvor grelt det står til

Blandt debattørerne var to socialdemokrater – Pernille Rosenkrantz-Theil og Jeppe Bruus. Begge brugte meget tid på at tale om private forhold, noget som politikere gerne benytter sig af, så – formoder jeg – at de fremstår menneskelige. Makrelmad i talestrøm.

Den værste var Pernille Rosenkrantz-Theil, der havde mange anekdoter om Mette Frederiksen, Jens Rohde m.fl. Rosenkrantz-Theil slog fast, at hun er rød. Og straks tænkte jeg på veninden Mette Frederiksen, der for få år siden sagde, at hun er rød før hun er grøn.

Pernille Rosenkrantz-Theil i debat med Karoline Borgermann

Pernille Rosenkrantz mente gerne at man må lave protestaktioner – bare de er lovlige. Selvom hun selv havde lavet aktioner som ung, mente hun, at den eneste måde at beskytte demokratiet på, er ved at holde loven. Ja, jeg spurgte jo ikke til Mette og hendes mink-slagtning, for emnet var jo klimakrisen.

Jeg blev lidt irriteret over alle de private anekdoter, der intet havde med sagen at gøre. Det var bare noget, der fortalte, at Pernille Rosenkrantz er ven med betjente og tidligere venstre-politiker. Fuldstændig tom snak, der slet ikke forholder sig til problematikken.

De kvinder, der talte for at aktioner – også de ulovlige – talte godt for deres sag. Særligt Nikoline Borgermann fra foreningen Nødbremsen fik mig til at se foreningens aktioner i et helt andet lys. Måske ender jeg med at løbe ind på en fodboldbane for at kæmpe for klimaet.

Jeppe Bruus var skuffet over de unge. De unge
var skuffet over politikerne...

Jeg ved ikke om det hjælper. Det gjorde det i tilfældet Flemming Nim Holm. Det er ikke længe siden, at jeg var meget negativ om aktionen, hvor der blev kastet ”maling” på et vigtigt billede. Borgermann fik stillet nogle spørgsmål i lyset af den aktion. Hvad er vigtigt? Hvad er mest farligt? Hvad er mest destruktivt?

Jeg mener, at vi skal værne om demokratiet – og særligt i en tid, hvor magthaverne forsøger at tiltuske sig særlige beføjelser. Men netop af samme grund, skal der være plads til aktioner – også selv om politiet bagefter må fremsige den aktionærendes rettigheder (hvilket er noget fra amerikanske film, ved jeg godt 😊)

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

De smukke sving i livet

Billede
I dag er det et år siden, at jeg fik øje på Anna… Sikke et år! Det startede lidt til den mørke side, med at jeg havde ondt af mig selv. Der sad jeg alene i Glostrup. Og havde selvfølgelig fortjent langt bedre… Ja, sådan tænkte jeg. Livet var sgu’ ikke retfærdig. Det er OK, hvis du får et lille smil på læben over den tankerække – det har jeg selv haft mange gange siden da. Jeg skal ikke trætte med mine mellemregninger (for jeg er lidt flov), men ”pludselig” (jeg er helt uden skyld) var jeg en del af et internationalt dating-site. Det medførte faktisk overraskende mange henvendelser fra (sikkert) søde kvinder, hvoraf et par stykker blev genstand for skriverier og videochats, uden at jeg helt fangede gnisten. Jeg havde dog ikke ondt af mig selv længere (hold op nogle narcissistiske tankerækker, man kan have). Dating-sitet var sat på pause gennem januar 2024 og i februar kiggede jeg lidt igen, men jeg var nok klar over, at international dating var lidt bøvlet, så d. 17. februar v...
Læs mere

I et andet liv – Afsnit 4: Man skulle være tømrer

Billede
Jeg svælger ikke i Frank og Kastaniegaarden, men det sker, at jeg alligevel falder over dette epos af gør-det-selv vanvid. Hvem fanden bygger sin gård fra bunden – altså med tømmer og mursten, man selv har lavet?) Men hvor må det være skønt at kunne gøre tingene selv: Bruge en sav, en murerske, en høvl m.m. Hvis jeg havde hænder, hvor der ikke kun sad tommelfingre, ville nok helst arbejde med træ, for duften af træ er jo så skønt. I en fjern fortid tjente jeg min løn på Trio Møbler i i Rødkærsbro. Her lavede vi møbler i fyrtræ – ikke sådan ”designer-møbler”, men lidt moderne almuemøbler. Vi var i 80erne, så der kom også lidt eksotisk træ ind. Træ hvor der lå kakerlakker mellem strøerne. Men mest var det fyrtræ, der blev ovntørret, afkortet, høvlet m.m. Min timeløn var kr. 48,10 FØR skat. Det var lige før, at der næsten ikke var nok til benzin til min røde Morris Mascot 850, så lysten til at give en ekstra skalle, var ikke så stor – og min karrierer varede kun 6 måneder. Men d...
Læs mere

Mandehørm og gule ærter

Billede
Jeg sidder og spiser gule ærter. Det er ikke så tit, det sker, men jeg kan faktisk godt lide den tykke suppe. Og lidt pølse eller flæsk ved siden af – sammen med sennep og rugbrød. Men jeg kan ikke spise gule ærter uden at tænke på Sydhavns Plads 4, hvor Københavns Socialpædagogiske Seminarium lå for en del år siden. Jeg tror, at det var i 1992, at Henrik og jeg kom til at snakke om, at mange mænd talte om, at det var svært at være mand, når der var så mange kvinder på stedet. Vi grinte lidt af det, for mændene havde jo gode forhold både under studiet og senere, når vi skulle ud at bruge uddannelsen. Jeg foreslog, at vi skulle indkalde til stiftende generalforsamling for Mandehørmergruppen. Plakaterne sagde noget i stil med: Føler du dig også lidt alene. Trænger du også til en håndbajer og en snak med andre mænd… Henrik og jeg troede, at det var et lille satirisk indslag – noget vi lavede en del af. Men sådan blev det ikke opfattet, for det bookede lokale blev fyldt med mænd, der...
Læs mere