I et andet liv – Afsnit 1: 𝗠𝗮𝗻 𝘀𝗸𝘂𝗹𝗹𝗲 𝘃æ𝗿𝗲 𝗽𝗿æ𝘀𝘁

Jeg snuppede formiddagsforestillingen i en af kirkerne i området. Det var første gudstjeneste efter nytår, så året starter jo fint, og denne udgave havde endda besøg af provsten, for en ny præst skulle indsættes (i øvrigt en der vist var elev på Michael Skolen for et par år eller 20 siden).

Den besøgte kirke er noget anderledes end de kirker, jeg normalt kommer i, for der er udsmykning af Niels Skovgaard, der jo kommer af en familie, som er ret kendt – hvis man, som jeg, færdes i Viborg (eller kender statuen af Grundtvig ved Vartov Kirke). Men det er nu et lille sidespring, for som ved så mange andre lejligheder, kom jeg til at dvæle ved tanke om at være præst.

Lad mig starte baglæns: Jeg vil nok have lidt svært ved det, for der er ting, som er i rollen, der vil være lidt bøvlet. Specielt at jeg ikke tror på Det Gamle testamente. Og ikke nok med at jeg ikke tror på det, så mener jeg også, at det slet ikke hører til i den kristne kirke, for de regler, der oplistes i Moses-bøgerne, er helt skævt på det budskab Jesus bragte. Så jeg vil have dage i kirkeåret, hvor jeg ville have svært ved at kalde det et kristent budskab… Dårligt udgangspunkt for præstegerningen, der er lidt låst i forhold til hvad vi skal snakke om (man kan ikke skære DGT fra).

Men når det så er sagt, tænker jeg, at præstegerningen ville passe mig fint…

Ved denne indsættelse af den nye sognepræst, fortalte provsten om en rejse og en vandretur på Færøerne. Han lavede en tankerække om at finde vej ved hjælp af varder (stenskulpturer) og lavede en analogi for den nye præst. Den nye præst havde en prædiken med udgangspunkt i historien om tre konger, der fulgte ledestjernen… I kender historien… og gav en sammenligning til vores moderne liv. Og jeg nyder den type af historier.

Så søndag formiddag ville jeg gerne stå med præstekjole og pibekrave. Jeg elsker alle de genkendelige dele, der er i en højmesse: Bønnerne, nadver, salmerne m.m., så at skulle sige ”modtag Guds fred” og lave korsets tegn, ville være ganske fint.

Jeg er helt med på, at præstegerningen rummer mange andre elementer, end ”bare” de ting, der sker søndag i en tilfældig sognekirke, men det er jo næsten endnu bedre, for en præst deltager jo i mange af de ritualer, som omgiver vores liv: Dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Da min ene datter blev gift sidste sommer, var der en præst, der i den grad kunne få både ritual og ægteskab til at have en dybere mening. Jeg tror alle i Kirke Saaby Kirke den lørdag, var bjergtaget af hans ord. Jeg gør mig ingen illusion om at kunne nå hans niveau, men håbet om, at kunne sige noget, der kan virke befordrende for andre, har jeg dog.

Ved begravelser har jeg oplevet hvordan præstens ord – med udgangspunkt i Biblen – har været befordrende for at forstå det meningsløse. Og en salme kan i de situationer trække en ind i det historiske perspektiv – Der har været andre, der har oplevet noget tilsvarende.

Jeg er klar over, at der bag alle disse rituelle ting, også findes en præstegerning, der i et vist omfang ligner mit nuværende arbejde. Jeg tænker på samtaler med medlemmer af menigheden, der har et behov – syge, døende, fortvivlede m.m. Jeg tænker, at det må være meningsfyldt.

I dag har jeg jo en form for begrænsning i, hvilket udgangspunkt jeg har i mine samtaler. De borgere jeg taler med, har ikke købt ind i en religiøs tænkning – så det er ikke noget, jeg taler meget om. Men det sker dog, at jeg nævner, at jeg vil tage dem med i en bøn… De fleste tænker, at jeg laver sjov (dømt ud fra deres ansigtsudtryk). Det gør jeg ikke… (men tænker ikke at jeg skader nogen ved at medtage dem i den tankerække).

Hvis jeg var præst, ville det være helt legitimt at tale om livet i en filosofisk og religiøs ramme. Det vil nu være spændende.

Og så er der jo livets store spørgsmål: Meningen, kærligheden, skønheden, lyset, vejen, døden. Noget jeg altid har fundet interessant og værdifuldt. Nogen tænker, at det er banalt, men uanset hvad vi tror på, ved vi, at vi skal dø en dag – så disse spørgsmål handler vel dybest set om, hvilket kvalitet vi fokuserer på.

Jo, skulle mit næste liv blive med præstekjole i en protestantisk kirke, vil det være noget, jeg sagtens kunne finde mig til rette i (hvis jeg slipper for DGT og tilhørende stening af uordentlige kvinder).

Dette var så første afsnit af mit tema for året 2025: Hvad vil jeg gerne prøve i mit næste liv. Ikke fordi jeg er utilfreds med de ting, der er sket i mit nuværende – men man kan jo ikke nå alting