I et andet liv – Afsnit 2: 𝗠𝗮𝗻 𝘀𝗸𝘂𝗹𝗹𝗲 𝘃æ𝗿𝗲 𝘁𝗿𝗼𝗺𝗽𝗲𝘁𝗶𝘀𝘁

Når nålen rammer vinylen, starter det med nogle rytmetrut – men snart kommer trompeten og sætter melodien i gang. Melodien er med titlen So What… Er det ikke lidt provokerende?

So What er første skæring fra Miles Davis’ 1959-album Kind of Blue. Optaget på to dage og med nogle af tiden bedste musikere – Blandt andre John Coltrane, Julian "Cannonball" Adderley, Bill Evans og Paul Chambers. Men min fascination handler mest om trompeten.

Jeg har hørt det album umådelig mange gange. Også de andre albums fra den periode… Ja, Miles Davis generelt. Og så er der jo Gizzy med den bøjede trompet. Ham jeg hørte i Tivoli før han døde.

Davis hørte jeg også i de år. Med ryggen til publikum i en meget lang – og smuk – koncert.

Min familie er såmen musikalsk… Der er flere medlemmer, der formår at frembringe noget, som andre kan høre på. Jeg tror, at det skyldes mine bedsteforældres tilknytning til folkehøjskolen og Grundtvig. Hvem husker ikke, når Bedstemor uddelte højskolesangbøger med sætningen… ”Man siger, at vi synger for lidt her i landet…” (sagt med dejlig midtjysk dialekt). Så sang hørte sig til i min barndom.

Desværre var teenageres udfoldelser ikke helt flyveklare endnu, da min far skulle udfolde sig. Ungdommens ”ufornuft” kom først senere, så min far og lillesøster blev ikke del i en ungdommelig, musikalsk udfoldelse i 60’erne og 70’erne – den de to yngre brødre tog fra med alskens musikalsk isenkram. Dog ikke en trompet.

Jeg kan sagtens tænke mig, at mine fingres bevægelser på messingens ventiler, kunne afspejle følelser ved hjælp af læbestilling og passerende udåndingsluft. Ikke bare blå følelser, men alskens trut.

Der er nok ikke mange, der husker funkbandet fra New York – Defunkt – der med sine blæsere satte fut i festen. Åh ja, her kunne jeg sagtens give et midtjysk trut med. Lade dialekt-trut blande sig med storby-trut. Man siger jo, at vi trutter for lidt…

Men skulle det ikke være messingventiler, kunne det være hvide og sorte tangenter, der skulle afspejle mine umiddelbare tanker, følelser og budskaber. Hvis jeg var en ung pianist, der fik lov at spille solo i Opera Huset i Köln en januar aften, ville jeg bare improvisere og komme med små lyde og melodistumper fra min mund, når en del af improvisationen blev særlig god.

Hvis det var i 2025, ville der være en ny præsident i Det Hvide Hus, men jeg ville spille på helt andre tangenter. Jeg ville bare søge skønhed og en meditativ, indre fornemmelse. Nogle toner som kunne vare langt mere end en præsidentperiode – måske mere end 50 år?

Hvis jeg var bare 29 år og skulle spille for 1400 tilskuere i Tyskland – og opdagede, at den ønskede Bösendorfer ikke var kommet – så kan det da godt være, at jeg troede, at det ville blive noget skidt, der blev ’klimpret’ den aften. Men måske ville jeg lade stemningen indfinde sig. Måske ville jeg undre mig undervejs over, at det faktisk gik meget godt – en undren der næsten ville kunne høres på den efterfølgende udgivelse.

I et andet liv ville jeg gerne være musiker. Ikke sanger – men en der kan udtrykke følelser og tilstande uden ord. Der er så mange ord i verden – så meget bullshit. Der er så mange løgnere, der kun bruger ordet til at manipulere.

Jeg vil vove den påstand at den gode trompetist eller pianist kan manipulere alene med trut og improviseret klimpring. Altså ikke den negative manipulering, men det at kunne få folk til at mærke noget særligt. Det ville jeg ønske, at jeg kunne.

Måske lyder det som en beklagelse, når jeg påpeger, at de musikalske gener gik til andre familiemedlemmer, og jeg håber, at i et andet liv vil jeg få, så jeg kan fortælle andre, hvad de KAN føle, bare ved hjælp af toner, tempo, melodi…

I dette liv, er jeg glad for, at evnerne ikke er fordelt som når børn deler en sodavand. Jeg er glad for, at der er mennesker som Keith Jarrett og Miles Davis. Dem der kan trutte bedre end de fleste!

Men i et andet liv vil det være dejligt at blive født med en gylden trompet i dygtige læber.