I et andet liv – Afsnit 5: Man skulle være tryllekunstner

Det var en anden tid, da vi sad klistret til skærmen lørdag aften. Alle så de samme programmer og kunne derfor tale med, når man så hinanden mandag morgen. Det var dengang…

Noget af det, der ofte var på sendefladen, var et underholdningsprogram med ’blandede bolsjer’. Der var samtale, sang, konkurrence og noget underholdning.

Jeg husker en aften i starten af 70’erne, hvor familien var på besøg hos John og Kirsten – og også her blev TV’et tændt, så vi kunne se Otto Leisner. Og ’Mit Navn Er Steen’ om en mand med et ekstra ben tonede frem. En sang som alle kunne synge med på i løbet af ingen tid. Det særlige var, at de voksne grinte så svedent, når der blev sunget – Og vi børn sang med, for det var godt, når de voksne grinte (svedent eller ej).

Men sådanne aftener på TV kunne der komme gøglere af forskelligt tilsnit – og særligt det lidt overnaturlige kunne virke dragende.

Der var ofte tryllekunstnere, tankelæsere eller lignende, og hver gang var snakken ”hvordan gør han det?”

Den illusionist, der gjorde størst indtryk, var den israelske magiker Uri Geller. Geller kaldte ikke sig selv for magiker eller illusionist – Han mente, at han kunne bøje service med tele-kinese; altså ved tankens kraft. Han kunne også få ure til at gå i stå (til yngre læsere: Den gang var ure sjældent batteridrevne). Vi knægte var meget optagne af hans tanke-kraft og jeg tror vi alle sad og bearbejdede skeer fra bestikskuffen – dog uden samme smeltende effekt som Geller.

Lørdagens underholdning havde også andre næsten overnaturlige elementer. En der gjorde stort indtryk og fik alle til at sige (med nasal stemme) ’du slapper af og har det dejligt…’, var hypnotisøren fra Silkeborg med kunstnernavnet Ali Hamann (døbt Svend Erik). Hamann var en dygtig hypnotisør, og der er ingen tvivl om, at hans optrædener på TV gav mig lyst til at lære den metode (og anser det ikke for hverken magisk eller overnaturligt).

Og så var der jo de kunstnere, der ikke sagde andet end det de var: Tryllekunstnere eller illusionister. Jeg sad med ’åben mund og polypper’, når de gik i gang. Særligt var jeg pjattet med tankelæserne, for hvordan kunne de vide det, om mennesker, de aldrig havde mødt.

I de år læste vi Anders And, og i det magasin kunne der komme opskrifter på hvordan man kunne trylle et glas gennem en bordplade og andre simple trix. Det øvede vi os i – uden at nogen af os endte på TV i en lørdagssendefalde.

Min fascination er stadig på plads, men jeg venter til et andet liv, inden jeg bruger hele uger på at træne et nummer. For nuværende ser jeg Youtube-videoer, med illusionister fra hele verden. De kommer i de moderne lørdags-programmer (AGT, BGT m.fl.) og det er altid fantastisk at se, at den optrædende vidste hvilet kort Simon Cowell ville vælge – længe inden han gik på scenen.

Jeg synes magi er vildt fascinerende og ville jo (som alle andre) ønske at magien er virkelig. At Hogwarts findes i virkeligheden og hvis man virkelig ønsker at lære ægte magi, er det bare at gå på biblioteket og finde den bog, der har de magiske ord.

Men jeg ved godt, at illusionisterne ”bare” genbruger hinandens numre i nye forklædninger. At man kan købe et nummer og transformere det til sit eget. Men til trods for dette ”bare”, vil jeg – i et andet liv – sætte mig og øve, øve, øve, så jeg ender med at blive så god, at de, der kigger, tror at jeg har gået på troldmandsskole.

At få andre til at tro på, at magien findes, er ikke den værste illusion at tilbyde til verden. Det gør jeg i et andet liv!