I et andet liv – Afsnit 6: Man skulle være globetrotter


I 70’erne og starten af 80’erne var der megen tale om at rejse. Jeg ved ikke om alle havde disse tanker om at have jorden som sin egen baghave, men jeg tror, at alle jeg kendte i de år, tænkte på at opleve verden.

Jeg ved ikke hvad der kom først. Var det Den Rejsende Højskole i Tvind eller Troels Kløvedals Nordkaperen, men begge del blev født af et ungdomsoprør, der også indeholdt tanker om at se verden, som den ’virkelig’ var. Man skulle ikke rejse til luxushoteller, for at møde andre blegfede, småracister… Næ, nej, man skulle ud til halvnøgne piger i bastskørter, så man rigtigt kunne forstå, hvordan verden var skruet sammen.
Indrømmet: Jeg var en naiv knægt.

Men der var jo også onkel og tante, der i flere omgange tog til tropiske egne for at gøre godt hos fattige folk. Deres breve fra Bangladesh blev studeret nøje og gav anledning til en spirende misundelse. Sådan kunne man jo også tjene til dagen og vejen.

Efter gymnasiet – knap tør bag ørerne – drog vi mod fjerne kyster. Flere tog USA (ikke som Jacob Holdt), nogle var i Sydamerika, Afrika eller cyklede til Rom. Vi var mange, der rejste til Asien… Jeg startede i Bangladesh og hutlede mig hjem derfra – En oplevelse jeg nødigt ville undvære.

Mange år senere mødte jeg en ung kvinde, hvis morfar havde været en rigtig globetrotter, der havde skrevet om sine eventyrlige rejser (bl.a. om forsøget på at være den første, der fløj jorden rundt i et ultra-let fly). Da havde jeg ikke læst rejsebeskrivelser i flere år – men bare det, at læse om sådanne rejser fik til at mindes de drømme, der kom fra Hjalte Tin og Nina, Erik Wedersøe og andre beretninger fra virkelige rejseliv. Men da havde jeg fået børn og kunne slet ikke overskue at rejse jorden rundt sammen med småfolk.

Men på mange måder har jeg været jorden rundt. Gennem arbejde og privatliv har jeg mødt de skønneste mennesker fra fjerne egne. De har inviteret mig ind og givet indblik. Tilbudt en lille rejse til fjerne kulturelle kyster. Min opgave har været at forsøge at forstå.

I en kommende liv skal det have mere karakter af ægte globetropper. Noget fremtidens Jules Verne vil inddrage i sine beretninger fra jordens indre. Noget jeg selv vil skrive om, så andre får lyst til at være brobyggere i en verden, der på nogle områder er så tæt – men som i vid udstrækning slet ikke har den nysgerrighed, som ægte globetrottere bør have.

Hvem ved hvordan Vaniljepigen dufter i virkeligheden?


Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

De smukke sving i livet

Billede
I dag er det et år siden, at jeg fik øje på Anna… Sikke et år! Det startede lidt til den mørke side, med at jeg havde ondt af mig selv. Der sad jeg alene i Glostrup. Og havde selvfølgelig fortjent langt bedre… Ja, sådan tænkte jeg. Livet var sgu’ ikke retfærdig. Det er OK, hvis du får et lille smil på læben over den tankerække – det har jeg selv haft mange gange siden da. Jeg skal ikke trætte med mine mellemregninger (for jeg er lidt flov), men ”pludselig” (jeg er helt uden skyld) var jeg en del af et internationalt dating-site. Det medførte faktisk overraskende mange henvendelser fra (sikkert) søde kvinder, hvoraf et par stykker blev genstand for skriverier og videochats, uden at jeg helt fangede gnisten. Jeg havde dog ikke ondt af mig selv længere (hold op nogle narcissistiske tankerækker, man kan have). Dating-sitet var sat på pause gennem januar 2024 og i februar kiggede jeg lidt igen, men jeg var nok klar over, at international dating var lidt bøvlet, så d. 17. februar v...
Læs mere

I et andet liv – Afsnit 4: Man skulle være tømrer

Billede
Jeg svælger ikke i Frank og Kastaniegaarden, men det sker, at jeg alligevel falder over dette epos af gør-det-selv vanvid. Hvem fanden bygger sin gård fra bunden – altså med tømmer og mursten, man selv har lavet?) Men hvor må det være skønt at kunne gøre tingene selv: Bruge en sav, en murerske, en høvl m.m. Hvis jeg havde hænder, hvor der ikke kun sad tommelfingre, ville nok helst arbejde med træ, for duften af træ er jo så skønt. I en fjern fortid tjente jeg min løn på Trio Møbler i i Rødkærsbro. Her lavede vi møbler i fyrtræ – ikke sådan ”designer-møbler”, men lidt moderne almuemøbler. Vi var i 80erne, så der kom også lidt eksotisk træ ind. Træ hvor der lå kakerlakker mellem strøerne. Men mest var det fyrtræ, der blev ovntørret, afkortet, høvlet m.m. Min timeløn var kr. 48,10 FØR skat. Det var lige før, at der næsten ikke var nok til benzin til min røde Morris Mascot 850, så lysten til at give en ekstra skalle, var ikke så stor – og min karrierer varede kun 6 måneder. Men d...
Læs mere

Mandehørm og gule ærter

Billede
Jeg sidder og spiser gule ærter. Det er ikke så tit, det sker, men jeg kan faktisk godt lide den tykke suppe. Og lidt pølse eller flæsk ved siden af – sammen med sennep og rugbrød. Men jeg kan ikke spise gule ærter uden at tænke på Sydhavns Plads 4, hvor Københavns Socialpædagogiske Seminarium lå for en del år siden. Jeg tror, at det var i 1992, at Henrik og jeg kom til at snakke om, at mange mænd talte om, at det var svært at være mand, når der var så mange kvinder på stedet. Vi grinte lidt af det, for mændene havde jo gode forhold både under studiet og senere, når vi skulle ud at bruge uddannelsen. Jeg foreslog, at vi skulle indkalde til stiftende generalforsamling for Mandehørmergruppen. Plakaterne sagde noget i stil med: Føler du dig også lidt alene. Trænger du også til en håndbajer og en snak med andre mænd… Henrik og jeg troede, at det var et lille satirisk indslag – noget vi lavede en del af. Men sådan blev det ikke opfattet, for det bookede lokale blev fyldt med mænd, der...
Læs mere